Stemmeværker i Ribe – middelalderbyens utilgængelige mosser

Af Mette Kirkebjerg Due

Mangt en mosinteresseret besøgende har sikkert sukket dybt og længselsfuldt ved synet af de mosbeklædte sten og stemmeværker, når turen er gået til Danmarks ældste by, Ribe. Det har jeg i hvert fald selv!

Men de indhegnede haver, stejle husgavle og det brusende vand gør lokaliteterne utilgængelige for den almindelige besøgende. Så da jeg hørte rygtet om, at de tre centrale stemmeværker i Ribe skulle tørlægges i forbindelse med at murværket skulle efterses og renoveres, var chancen der. Næsten en sidste chance kunne man sige, for med renovering følger også højtryksrensning og fjernelse af generende biologisk materiale - såsom mos.

Kommunen informerer om renovationsarbejdet. På kortet kan man se de tre åløb, som passerer Ribes middelalderlige bymidte. Ydermøllen ligger længst mod nordøst, Midtmøllen er i midten, og Frislusen er længst mod sydvest.

De tre stemmeværker – eller vandmøller – i Ribes gamle bymidte har en lang historie. Ribe Å forgrener sig i et deltaforløb gennem de store eng- og mosestrøg øst for Ribe, og i flere løb i og omkring Ribe. I middelalderen blev åen stemmet op, og der blev bygget møller de tre steder, hvor åen passerede byen.

Længst væk fra den gamle bymidte lå Ydermøllen. Det er den eneste af de tre ”møller”, som i dag har et egentligt møllehjul.  Stemmeværket i det midterste løb hedder logisk nok Midtmøllen, mens Kongens Mølle var beliggende tættest på det gamle kongeslot, Riberhus. Den nuværende opstemning på stedet kaldes for Frislusen.

Under broen ved Ydermøllen. Møllehjulet kan anes bagest til højre. Metalstængerne er en del af et stillads, som blev stillet op i forbindelse med renoveringsarbejdet.

Ydermøllen stod først for tur til renovationsarbejdet i sommeren 2016, og blev derfor først besøgt. Det skulle siden vise sig at være langt den mest interessant lokalitet bryologisk set, men alle tre steder blev undersøgt efter tur i april – juni måned. Timingen var altafgørende, for det var først muligt at komme ned i åløbet ved det enkelte stemmeværk, efter der var blevet sat en spunsvæg – en opstemning – op i vandløbet opstrøms værket. Samtidig skulle entreprenørfirmaet, som udførte arbejdet, helst ikke være nået at komme i gang med at spule væggene omkring stemmeværkerne alt for meget.

Broen ved Ydermøllen set fra vest. Bemærk de mange mosbegroede sten i vandløbet med Platyhypnidium riparioides og Fontinalis antipyretica.

Noget af det, som er med til at gøre stemmeværkerne så interessante i lokal sammenhæng, er tilstedeværelsen af sten og kalk. Ribe er som bekendt beliggende vest for israndslinjen og landskabet er som udgangspunkt surt, sandet og fattigt på ordentlige, mosbegroede stenblokke.

Mens arter som Platyhypnidium riparioides og Fontinalis antipyretica er kedsommelige forventeligheder i østdanske vandløb, er de sjældent set her på egnen. Det var derfor en glædeligt at finde dem i massive mængder på stenene i vandløbet og på murværket især ved Ydermøllen.

Et andet interessant fund ved Ydermøllen var den store forekomst af Orthotrichum cupulatum. Det er en art, som egentligt er meget let at kende på sine store, runde sporehuse, men som sandsynligvis overses, hvis man ikke lige er der på det rette tidspunkt. Arten blev også fundet ved Midtmøllen, men i langt mindre mængder.

Orthotrichum cupulatum ses midt i billedet med de mørke blade og store sporehuse. 

Endnu en art, som særligt skal fremhæves, er Leskea polycarpa. Igen er det ikke helt ualmindelig at finde den i Østdanmark, men det er et usædvanligt fund i det vestjyske. Af andre mosser tilknyttet vand blev der bla. fundet Leptodictyum riparium og Hygroamblystegium tenax. Som et kuriosum vokser der Rhizomnium punctatum inde i fisketrappen ved Midtmøllen.

Artiklens forfatter studerer noget meget interessant.

Der blev selvfølgelig også fundet en del almindelige beton-mosser og generalister. Amblystegium serpens gik igen på alle tre lokaliteter. På de lange, solbeskinnede mure vest for Ydermøllen voksede der, foruden imponerende tæpper af den ikke helt almindelige Syntrichia latifolia, en del Schistidium apocarpum (s.s.). I revner og sprækker i betonen blev der fundet Didymodon fallax, Barbula convoluta, Syntrichia ruralis, Bryum capillare og Ceratodon purpureus, mens der mere frit voksede tuer af Grimmia pulvinata og Orthotrichum anomalum. På de lidt mere skyggede og fugtige steder blev der fundet både Zygodon rupestris  og Zygodon viridissimus.

Midtmøllen set fra øst. Vandstanden er normalt for høj til, at der kan gro noget på stenene i selve vandløbet. Bemærk ”kulturlaget” i vandløbsbunden med bla. en halv havemur.

Der var en meget tydelig forskel i både mængden af mos og antallet af arter mellem Ydermøllen og de to andre stemmeværker. Det skyldes sandsynligvis flere ting. Vandstanden i Ydermøllen er normalt så lav, at der kan gro mos på stenene, mens der lader til at være for meget vand ved Midtmøllen og Frislusen. Der var dog også væsentligt mere mos på væggene langs vandløbet både ved selve Ydermøllen og et langt stykke nedstrøms, end der var ved de to øvrige møller. Der er den store forskel, at Ydermøllen stadig har et egentligt møllehjul, som er med til at piske vandet op. Dette kan måske have betydning for luftfugtigheden i området, og dermed for lokalitetens egnethed som voksested for mosser.

Vandløbet ved Midtmøllen var generelt fattigt på mosser, men til gengæld rigt på potteskår og ferskvandssvampe.

Heden med de våde bakketoppe

Af Marie Glahn

Da jeg flyttede til Sønderjylland for 3 år siden, hørte jeg om en underlig hede i Stensbæk Plantage, 15 km SØ for Ribe. Heden ligger midt inde i plantagen, og den har mange bakker,. Men i stedet for at være en fugtig hede med tørre bakketoppe, er det en knastør hede med våde bakketoppe! Ja, så våde bakketoppe at man plejede at lade køerne, der græssede heden, drikke på bakkerne, når de var tørstige. Jeg har selv været ude og kigge, og rigtig nok er der en masse lige høje bakker, der har en svag lavning på bakketoppen, hvori der er mere eller mindre vådt.

Kortet viser Stensbæk Hede baseret på højdemodel og ortofoto 2014. De fleste bakker er

flade med en fordybning i midten, hvor der ofte er fugtig bund.

Landskabet ser egentlig meget menneskeskabt ud - som om det er gravet ud. Og det er altså underligt, at gå rundt på en tør hede med typiske hedearter som hedelyng, revling og bølget bunke samt de trivielle mosser Pleurozium schreberi og Campylopus introflexus for at nævne nogle; og så gå op på en bakke og finde klokkelyng, tranebær og tørvemosser!

Historien bag er ret interessant, og det fik mig til at tænke over floraen, særligt mosfloraen, på bakketoppene.

Billedet af klimpen er taget fra en anden og lidt højere klimpe, og vandrestien adskiller

dem.

 For bakketoppene er nemlig ikke indlandsklitter eller bakker dannet af istidslandskabet. De er faktisk meget stabile og meget yngre end fra sidste istid. For bare 2000 år siden mener man, at landskabet her i det vestlige Sønderjylland var dækket af skov. Skovene blev jo som bekendt ryddet af mennesker, hvilket resulterede i sandflugt. Og sandet fløj bort - hvor det kunne. Men i det skovklædte flade landskab har der også været vandfyldte lavninger. Og her er organisk materiale ikke blevet nedbrudt, og der har sandsynligvis vokset tørvemosser, som har dannet en god tæt tørv. Og nedenunder ligger det stenhårde og vandtætte al-lag, som uopdyrkede heder er så berømte for. Disse lavninger har ikke været sådan lige at blæse væk, så de blev tilbage, da sandet rundt om blæste væk. 2000 år efter står disse lavninger endnu tilbage, nu som 3 meter høje bakker i et knastørt og næringsfattigt landskab. Bakkerne kaldes i dag "klimperne", og de findes kun få steder i verdenen; på Stensbæk Hede, nogle nær Frøslev i Danmark og få steder i Holland.

Jeg kan huske at have læst et sted, at den store højmose Tofte Mose i Nordjylland er ca. 2000 år gammel. Det er klimperne også. Lavninger med tørvemosser, som er på alder med Tofte Mose og - når jeg tænker over det - kun med vandtilførsel ovenfra: Det giver jo faktisk en masse mini-højmoser, sådan rent funktionelt i hver fald. Det måtte da undersøges!

Så jeg tog af sted for at kigge nærmere på mosfloraen, for det er særligt mosserne, der kendetegner en højmose. Jeg fandt ud af, at en del af klimperne desværre er punkterede, så der er næsten ingen fugtig bund i lavningen på toppen. Nogen steder kan man dog finde lidt klokkelyng i en vegetation, der ellers ligner et tilgroet surt overdrev. Andre er helt modsat meget våde. En enkelt er decideret oversvømmet med en mindre sø oven på i vinterhalvåret. Her findes blandt blåtoptuerne en del tørvemos, men vegetationen virker noget forstyrret og næringspåvirket. Man kan dog finde op til flere tørvemosarter så som Sphagnum inundatum, S. subnitens og S. cuspidatum, og klimpen er tilgroet med blåtop og med opvækst af pilebuske. Ja, faktisk minder vegetationen lidt om en nedbrudt højmose.

Den vådeste klimpe havde vand nær gummistøvlekanten og en forstyrret vegetation med blåtop og opvækst af vedplanter, m. Men tørvemosserne voksede nede blandt tuerne.

Men én af klimperne er helt speciel. Der har jeg efterhånden brugt en del tid, men er slet ikke færdig med den.

Billedet er taget oppe på kanten af den mest intakte klimpe, og man kan ane den lyse rand af bølget bunke hele vejen rundt.

Her findes en rig vegetation, bl.a. diverse tørvemosser, den karakteristiske og filtede Aulacomnium palustre, tranebær og andre dværgbuske, samt kærtuekogleaks, hirse-star og smalbladet kæruld. Og der var overraskende mange tørvemosser, lige fra den pjuskede og pjaskvåde S. cuspidatum, den fedtede tørvemos S. subnitens, over de store hhv. røde og olivengrønne S. magellanicum og S. papillosum og til de mere specielle S. tenellum og S. compactum, hvoraf den sidstnævnte ikke er helt almindelig. Det blev endda til et par fine store tuer af Polytrichum strictum, hvilket tyder på, at der findes et tykt tørvelag.

Fotos af de smukke mosser Sphagnum papillosum og Polytrichum strictum.

Klimpen gemte også på relativt almindelig bladmosser som søstrene Dicranum scoparium og D. polysetum, den invasive Campylops introflexus samt dens nærtbeslægtede, men uden hyaline hårspidser, C. pyriformis, den etagerende Hylocomium splendens samt de dødalmindelige Hypnum cupressiforme og H. jutlandicum, der begge kan findes på de fleste heder i området.

Den botaniske gennemgang af klimperne er langt fra komplet, og de gemmer helt sikkert på flere mosser og plantearter, end de nævnte.

Campylopus pyriformis har ikke hyaline hårspidser som C. introflexus. Den har, som en del af de andre Campylopus-arter, skud, der let brækker af.

Efter at have dannet mig et overblik over klimpevegetationen, føler jeg mig ikke særlig overbevist om, at min "mini-højmose-hypotese" holder vand, i hvert fald hvad angår artssammensætningen. Selvom de fleste af arterne er typiske for højmoserne i Syd- og Sønderjylland, er S. compactum og hirse-star modsat karakteristiske for forstyrret tørvebund, og jeg fandt heller ikke typiske højmosearter så som tuekæruld, levermossen Odontochisma sphagni og slet ikke de mere sjældne tørvemosser som S. fuscum, S. balticum eller S. austinii, som oftest eller udelukkende findes på højmoser. Til historien hører nok, at naboheden Ballumbjerg Hede huser næsten alle de fundne arter, og må formodes at udgøre den største frø-/sporekilde, hvorimod højmoserne ligger langt derfra. Men artssammensætningen og artstætheden på den mest artsrige klimpe er imponerende og tyder på lang kontinuitet. Og det ændrer ikke ved, at klimperne stadigvæk udgør et fascinerende landskab, som bestemt er et besøg værd!

Årets mosfund 2015

År 2015 har beriget os med mange bryologiske opdagelser, hvilke blev omtalt i artiklen, der lige er udkommet i første nummer af URT 2016. Hermed er et udpluk af de mest interessante fund.

 

John Brandbyge har fundet Warnstorfia pseudostraminea i Grauballe Mose, TBU 20. Arten er ikke opført på den danske tjekliste (Mogensen & Goldberg 2005), men det viser sig, at dette er andet fund i Danmark. I herbariet på Naturhistoriska Riksmuseet i Stockholm ligger et specimen fra fugtig hede øst for Vangså i Thy, TBU 7, samlet af Thomas Brandt-Pedersen i 1975. W. pseudostraminea er en nordlig art, som kun har to forekomster i den sydlige del af Sverige. Den vokser i fattigkær og ligner sin slægtning, W. fluitans, men i modsætning til denne har den næsten rette eller svagt krummede blade, og bladvingeceller, der danner tydelige trekantede grupper, som ikke når ind til nerven. Den kan også forveksles med Straminergon stramineum, for bladene er ikke særligt lange, men den sidstnævnte art har en but eller afrundet bladspids.

 

Jan Larsen har opdaget Trichostomum crispulum i Karlstrup Kalkgrav, TBU 40, flere steder og i ret store mængder. Første danske fund er fra Hanstholm Vildtreservat, nærmere en littorinaskrænt nord for Sokland i Thy (TBU 6), hvor Bent Odgaard samlede den i 1978, og hvor Bryologkredsen forgæves eftersøgte den på sin efterårsekskursion i 2015. Bent har også fundet den i en lergrav ved Lysnet sydvest for Randers, og den sjællandske lokalitet er således den tredje i Danmark. Da blade af T. crispulum har indbøjet rand i deres øverste del, ligner den en art fra Weissia-slægten, som den er i familie med. Den kendes på en længere, brun stængel og brun nerve, som er gulgrøn hos Weissia. Desuden er bladspidsen bådformet – som man kender den hos en rapgræs. T. crispulum vokser på åben, stærk kalkholdig jord og er sjælden i hele Norden.

 

Bent Odgaard har fundet Polytrichastrum alpinum på en langstrakt kalkholdig bakkeskråning nord for Sokland i Thy (TBU 6). Den har tidligere været kendt fra Svinklovene, Fosdalen (Brandt-Pedersen 1978) og fra Hanklit på Mors (Odgaard 1980), samt Sundstrup, TBU 10 (samlet af Hans Øllgaard i 2000). På dansk hedder arten Grenet Jomfrukapsel, hvilket fremhæver dens vigtige feltkarakter. Hos Pogonatum urnigerum kan stænglerne også være forgrenet, men denne art har kortere, lyse blågrønne blade. Og laver man et præparat af længdelamellerne vil man nemt se forskellen på de to taxa: Hos P. urnigerum har topcellerne tykke vægge hele vejen rundt, hos P. alpinum er de kun tykke foroven.

 



Præparat af længdelamel (set fra siden): A - Polytrichastrum alpinum, B - Pogonatum urnigerum. Foto: Bent Odgaard.



Bryum tenuisetum hører til et kompleks Erythrocarpum, hvori alle arter kendetegnes ved at have rhizoidknolde. Korrekt bestemmelse afhænger af knoldenes farve og størrelse. Hos de fleste arter er rhizoidknoldene rødbrune, hos nogle er de violette, og kun B. tenuisetum har gule, 120-200 mkm store knolde, som består af forholdsvis få celler. Arten blev først kendt i Danmark i 1978, hvor den blev fundet på bredden af Foldgaard Sø på Læsø (Odgaard 1979). Året efter dukkede den op på Thyholm (samlet af Hans Øllgaard) - i begge tilfælde voksede den på fugtig, sandet jord. Iflg. Crundwell & Nyholm (1968) stammer det første danske fund fra 1863, i nærheden af Ribe. Sidste år blev den opdaget af Irina Goldberg i en tørvelavning på Sepstrup Sande, TBU 20.





Gule rhizoidknolde af Bryum tenuisetum. Foto: Ulrik Søchting & Irina Goldberg.







Annette Sode undersøgte mosfloraen i Langsøparken ved Silkeborg, TBU 20. I en kløft med væld i løvskov faldt hun over en kraftig Plagiomnium-art, som lignede P. elatum, men der var sporehuse i bestanden – et meget sjældent fænomen hos den dioikke art. Et nærmere studie har vist, at den indsamlede art er synoik (hunlige og hanlige organer sidder i samme perichaetium), og bladcellerne har trekantede hjørnefortykkelser, dvs. der er tale om en sjælden slægtning, nemlig Plagiomnium medium. Den er kun kendt fra 8 lokaliteter i landet, og de seneste indsamlinger er flere årtier gamle.





Grønne prikker viser forekomster efter 2005, røde er gamle indsamlinger i herbarium C ved Statens Naturhistoriske Museum.





Der er heller ikke mange indsamlinger af Sphagnum majus i Danmark – og prikken i TBU 20 er en ny lokalitet, en hængesæk i Addit Skov (fundet af Irina Goldberg).

 

Det forrige års store nyhed var fundet af levermosset Scapania gracilis på klithede ved Hvidbjerg Klitplantage i Thy (Rasmus Fuglsang Frederiksen). Knud Knudsen er gået på jagt efter den, og med bestemmelseshjælp fra Jan Larsen og Kell Damsholt er arten nu verificeret 3 steder i Tvorup Klitplantage og et sted i Nyrup Klitplantage (TBU 7).

 

Et fund af Lophozia wenzelii i Klovbakker, på Mors (Knud Knudsen) er også interessant. Arten er har en meget sporadisk udbredelse i Danmark, med nogle få indsamlinger på Nordbornholm, en i Nordsjælland, tre i den vestlige del af Jylland, en ved Ranum, én på Fur – de fleste er fra 1800-tallet; de seneste observationer er også fra Nordmors, Hanklit (Bent Odgaard, 2011) samt i Stenbjerg Klitplantage og på klithede ved Hvidbjerg Klitplantage, Thy (Rasmus Fuglsang Frederiksen, 2014). Den vokser på fugtigt sand eller jord, sjældent i hedemoser og på våde klipper.