Følg med med Email

22. august 2017


Sydsvenske moshapserier – og en særlig note om ”skuggmossa”


 Af Bent Odgaard

Familieferie og mosekskursion kan forekomme som ganske inkongruente størrelser. Imidlertid kan det selv på almindelige ferier ind imellem lykkes at hapse et par mosser når turen går til flotte naturlokaliteter i det udenlandske. I juli 2017 var vi i Sydsverige, og nogle af de steder vi besøgte havde meget lang kontinuitet med en mosvegetationen udviklet i en grad som jeg vist aldrig har set herhjemme. Det var derfor ganske umuligt at holde hænderne i lommen eller undlade at fotografere. Jeg kunne overveje at emigrere over til disse smukke mosvegetationer! Nå, de laver rigtigt dårlig kaffe derovre, så måske ikke.

De fleste af de her omtalte lokaliteter er foden af skyggede klippeskrænter, som hver sandsynligvis rummer snesevis, måske hundredvis af arter, og mine små hapserier er selvfølgelig kun smagsprøver, som dog måske kan tjene som appetitvækkere for ture i det svenske - eller måske til vores egen Bornholm.

More Kastell

Denne 7 km lange sprækkedal ligge i det sydøstlige Småland og er orienteret i øst-vestlig retning. De ind imellem lodrette sider af dalen er op til 40m høje, og især den nordvendte klippevæg er sprængfyldt af lækre mosser. Kilder på nettet oplyser at dalen rummer næste 300 forskellige mosarter. Desværre er adgangen fra stien, der løber langs den nordlige væg, til den spændende sydlige væg meget begrænset pga. det sø-/vådområde, som fylder bunden af dalen, men et par steder kan det lykkes at komme over.

På nordvæggen i den dybe ravine ved More Kastell trives mosserne.
Allerede på lang afstand fangedes mit øje af en særdeles kraftig mos, som omkransede mange mindre mostuer. Da jeg endelig fik den samlet, viste det sig at være den smukke Bartramia halleriana, som her har et af sine sydligste forekomster i Skandinavien. B. halleriana kendes nemt i felten på den korte seta, så kapslerne er mere eller mindre skjulte i mostuerne.
En karakterart, som giver denne væg et spraglet udseende er Bartramia halleriana. I baggrunden Amphidium mougeotii.
Dominerende på klippevæggen er ellers mange steder Amphidium mougeotti, der med sine meget lange blade kan minde om en stor art af Didymodon. I mikroskopet afslører den sig med sine typiske nedre bladceller, der er stribede af papiller.
Amphidium mougeotii vokser i smukke tuer.
Jeg nåede også at hapse en tue af Cynodontium strumiferum (som jeg engang også har fundet på et stengærde på Sydfyn), der i felten genkendes med sine karakteristiske sporehuse med striber og struma. Og så Neckera crispa, der forekom i store tuer på klippevæggen.
Cynodontium strumiferum har stribede og svagt nikkende sporehuse med struma.
Endelig kom det lille levermos Blepharostoma trichophyllum med i posen. Den voksede på jord langs en sti. 
På bunden af ravinen voksede levermosset Blepharostoma trichophyllum.
 

Billingen

Turen gik videre til området nord for Hornborgasjön (ja, den med tranerne!), som markedsfører sig selv som ”Vallavägen. Världens vackreste väg”, intet mindre. Det ligger lige vest for fladbjerget Billingen, der for en stor del består af kalkholdige bjergarter, men øverst toppes af den fra vores strandsten nok så bekendte Kinnediabas. På denne diabas er Paraleucobryum longifolium ganske almindelig. Den ligner jo en hvilken som helst anden Dicranaceae i felten, men virker lidt grålig i farven, og en felttest er at trække lidt i tuen: sidder den godt fast på stenen, ja så er det nok P. longifolium. I øvrigt har den tendens til at sidde på oversiden af sten, altså rimeligt eksponeret. Sjælden i Danmark, hvor den især forekommer i den østlige del.

Paraleucobryum longifolium vokser typisk på oversiden af sten i skov.


På vestsiden af Billingen findes ”Jättedalen”, som rummer et vandløb med usigeligt flot mosvegetation (nåede at hapse levermosset Lejeunea cavifolia), og hvor skrænterne omkring om foråret er blå af blomstrende blå anemone (jeg var samme sted i tranetiden omkring 1. april). Jeg samlede dog flest mosser på østsiden af Billingen, syd for byen Skövde (prøv lige at udtale det!), hvor en stejl klippevæg er i skygge og klædt i skov. Meget svært terræn at færdes i med store nedfaldne blokke (”ur”), men fantastiske spændende med mange kalkelskende mosser, herunder Neckera crispa, Brachythecium glareosum, der med sine meget langt tilspidsede og længdefoldede blade kunne kendes allerede i felten, og den lille Plagiothecium-lignende Taxiphyllum wissgrillii. En meget almindelig art var Anomodon attenuatus, som jeg kun én gang har set i Danmark (ved basis af træ langs å i Østjylland). Her i Västergötland vokser den sammen med Anomodon rugelii, som ligner vores A. viticulosus i felten, men adskilles i mikroskopet bl.a. ved sine store bladører.
Skuddene af Anomodon attenuatus er karakteristiskt buede.
En anden almindelig art her var Thuidium recognitum, som i felten ser helt anderledes ud end sin storebror T. tamariscinum, idet den kun har sidegrene af 2. orden. Den ser i det hele taget mere rodet ud.
Her dækker Thuidium recognitum en hel sten.
T. recognitum har kun sidegrene af 1. og 2. orden.
Her var også den lille fine Pterigynandrum filiforme med sine buede skud og røde stængler. Og så Pseudoleskeella nervosa, som er næsten allestedsnærværende på stammen af løvtræer i dette område. Den kan overfladisk ligne en Amblystegium serpens, men kendes let i felten fra denne på de i midten af puden oprette grene med et mylder af korte ynglegrene i spidsen. Jeg har aldrig set den i Danmark, den synes at have en østlig udbredelse. Eurhynchium angustirete fandt jeg flere steder i store puder på klippeblokke.

Bag bladene aner man lige netop de røde stængler på skuddene af Pterigynandrum filiforme.

De oprette skud med ynglegrene i toppen er typiske for den trådfine art Pseudoleskeella nervosa.

Mölnlycke
Et af mine store ønsker på turen var at se ”skuggmossa” Dicranodontium denudatum. Denne art er knyttet til oceaniske/suboceaniske områder og vokser på surt underlag som råddent ved eller humus, og som det svenske navn antyder, skyer den direkte sol. I Sverige ligger de fleste lokaliteter på vestkysten, og da vi skulle sejle fra Göteborg, så var det jo lige for at besøge en lokalitet i nabolaget, hvorfra arten var angivet. Det blev til en skov lige nord for Mölnlycke, hvor arten skulle være rigelig, og endog vokse på jorden. Når man ikke ved, hvad man skal kigge efter, eller hvor, er det dog sin sag at finde sådan en art. Jeg kunne læse mig til, at den ligner en stor Campylopus, og at den allerede i felten kan kendes på de affaldende blade, så der ses nøgne stængler med bladar i den øvre del. Jeg ledte og ledte, bl.a langs en bæk og i fugtig granskov med meget Sphagnum. Nada, nada, nada. STOR var begejstringen, da jeg endelig fandt arten på dødt ved ved foden af en østvendt klippevæg – den kan sandelig klart kendes i felten. Der var to puder i alt lige der, blandet med Scapania nemorea.

Ved foden af denne østvendte klippevæg ved Mölnlycke voksede Dicranodontium denudatum.
D. denudatum på henfaldende ved i skovbunden.
I felten kendes D. denudatum nemt på de nøgne stængelpartier med ar efter affaldne blade.
Og hvorfor var jeg nu så interesseret i denne art? Jo, den er ikke bare kendt fra Sydsverige, men også fra Nordtyskland (Holsten, endog et gammelt fund fra Flensborg) og fra Holland, så hvorfor skulle vi ikke kunne finde den i Danmark? Hollænderne angiver, at den synes knyttet til områder med nedbørsoverskud på mere end 320mm – det har vi rigeligt af i Midtjylland, hvor nettonedbøren flere steder overstiger 400mm. Fra Tyskland angives, at den er bundet til granskov, så her er nogle søgepunkter: Rådnende ved på skovbunden i gammel, skygget granskov i det midtjyske. Den skulle også kunne forekomme ved basis af skyggede elletrunter. Hold øje! Hvis (når) den bliver fundet i Danmark, kan den dog ikke få navnet ”Skyggemos”, for det er allerede optaget af slægten Homomallium. ”Nøgen Tyndblad” kunne være en mulighed.

På fugtige dele af klippevæggen ved Mölnlycke voksede Blindia acuta, som jeg i felten tog for en lille Dicranum fordi den havde ensidigt vendte blade. Den kraftigt rødbrunt farvede stængel er dog et godt feltindicium. Denne farve går igen i bladbasis.
På våde klipper finder man Blindia acuta med de rødbrune stængler.
Her var også Racomitrium aciculare, som vi kender fra fugtigt liggende sten i Danmark. Og endelig den meget spinkle Heterocladium heteropterum, der danner trådfine skud i meget løse puder. Jeg fandt den på undersiden af en sten, meget skygget og meget tørt.
En rigtig skyggeelsker: Heterocladium heteropterum.

Skønt at se så mange flotte mosser koncentreret på så få steder – må snart derover igen, og så med fuld fokus på mosserne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar